Johnny Takter havde forståeligt nok valgt at prioritere hjemlige kunder og var taget til Bergsåker og Sundsvall Open Trot. Det gav chancen for Kasper K. Andersen, som scorede stort lørdag på Lunden med tre sejre.
Selv om Tomas Malmqvist har været ude med riven i forhold til dommerstanden på landets travbaner, så fejlede humøret ikke noget, da han stod tilbage som vinder af PEMA Dansk Trav Hoppe Derby med Ragna Opal. Her havde staldens danske jockey Kasper K. Andersen vundet karrierens største løb.
»Det var stort. Jeg havde ikke regnet med, at vi bare skulle vinde, men håbede på en god chance. Jeg valgte tidligt beslutte mig for at give chancen til Kasper, hvis Johnny Takter ikke kunne køre. Jeg var ikke nervøs for at give Kasper turen, jeg har jo tidligere brugt Christoffer Eriksson i store løb, da han var jockey,« sagde træneren fra vindercirklen.
»Selv om Ragna Opal kom til front, så var jeg urolig hele løbet igennem, man skal jo hele vejen ind over målstregen først,« sagde træneren fra vindercirklen.
Selv om det blev rodet med startgalop for en af de meget betroede og andre konkurrenter i første sving, så gav Ragna Opal bevis på, at hun hører til i årgangstoppen. Med sejren i PEMA Dansk Hoppe Derby har hun nu vundet to klassiske løb efter sejren i fjor i Dansk Hoppe Kriterium.

Med flere heste i galop inden feltet var nået ud af første sving, blev PEMA Dansk Hoppe Derby ganske dramatisk, og slet ikke det topvæddeløb, publikummet havde set frem til lørdag eftermiddag på Charlottenlund Travbane. Men sådan er det store væddeløb også en gang i mellem.
Selv om man nu aldrig fik set, om Ragna Opal var blevet engageret i spidskampen af Rasmine Vang, så leverede Ragna Opal nok engang et sandt topløb. Hendes svenske træner havde givet chancen til sin danske staldansatte Kasper K. Andersen, og han viste ingen nåde og virkede kold som is.
»Jeg kan love for, at jeg havde sommerfugle i maven inden løbet. Men det hele lettede dog en smule, da jeg var i stand til at køre til spids. Der blev jo kørt knaldhårdt om positionerne gennem første sving, og det blev jo så til vores fordel,« sagde Kasper K. Andersen, der kørte 1.13,6a/2000 meter med sin derbyvinder.
»Jeg valgte selv undervejs at skrue tempoet op, og da vi ramte sidste sving, så følte jeg, at det skulle gå vores vej. Der kommer nok lige til at gå et par dage, inden jeg helt fatter, hvad der er sket her i dag. Det er totalt ubeskriveligt, sagde Kasper K. Andersen.
Drømmen gik i opfyldelse
Ragna Opal er opdrættet og ejet af Kresten Anderassen, og han kunne fra vindercirklen glæde sig over ikke bare førstepræmie på 390.000 kroner, men også en drøm, der gik opfyldelse. Selv har han ikke været i travsporten i mange år.
»Det er jo helt fantastisk det her,« sagde ejer og opdrætter Kresten Andreassen med tårerne trillende ned ad kinderne.
»Det har hele tiden været Krestens drøm at vinde dette løb, så det er rigtig stort,« supplerede hustruen, Gunhild Andreassen.
Parret har også hest til start i DFDS Seaway Dansk Trav Derby søndag, så de vil vente med at fejre sejren i dag til efter derbyet.
Kasper var flyvende
Selv efter sejren i hoppederbyet var kommet i hus, så fortsatte Kasper K. Andersen og Team Malmqvist med nok en spidssejr. I 13. løb sad han bag en anden fireårig hoppe, Seronera (Muscle Memory), der slog til et lille felt på blot fem deltagere. Den vandt på 1.14,8a/2000 meter.
»Det her er noget, som jeg har drømt om hele mit liv. Og at det så allerede sker i en alder af bare 25 år, det er ikke til at forstå. Jeg er nødt til bare at være glad for, at jeg har fået chancen, og Johnny Takter er stadig førstevalget på samtlige af staldens heste,« sagde en ydmyg Kasper K. Andersen efter sejren.
- Tekst: TEIT RASMUSSEN/VAEDDELÖBSBLADET
Kasper K Andersen och Tomas Malmqvist inledde sin inledde sin lördag på Lunden med tvåårige See Me Tomorrow från Rac Bolaget AB med vinst på värd 20.000 danska.på 1.16,1/1600.
2012-08-26
Prenumerera på vårt nyhetsbrev
Få reda på vad som händer på Jägersro. Nyheter direkt till din e-post.
Jägersro, Box 9506, 200 39 MALMÖ ~